Agger: Mere vil have mere
Den 22-årige Daniel Agger står i sin første Champions League-finale efter en kometagtig karriere. Forsvarsspilleren har haft en stor sæson for Liverpool, og var en af banens bedste i den anden semifinale mod Chelsea.
Og nu venter altså braget mod Milan onsdag aften i den græske hovedstad Athen, som Liverpool-spillerne ankom til i mandags.
- Jeg stiler højt, og det er sgu' dejligt at være her. Som fodboldspiller er det noget af det største, og personligt er det fedt at kunne få nogle gode oplevelser og nå så langt på så kort tid, siger Daniel Agger til P3.
Liverpool vandt Champions League for to år siden, og selv har Daniel Agger et dansk mesterskab med Brøndby på visitkortet.
- Mere vil have mere, så når man har været her, vil man gerne prøve noget mere, så det er også det, vi går efter. Jeg er stadig sulten, siger den danske landsholdsspiller.
***
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home