Milan klar til revanche mod Liverpool
Det bliver Milan mod Liverpool i Champions League-finalen i Athen den 23. maj. Førstnævnte kvalificerede sig som det sidste af de to hold til finalen ved onsdag aften på hjemmebane at slå Manchester United 3-0.
Og 3-0 var rigeligt for italienerne, da første opgør i Manchester for en uge siden sluttede 3-2 til englænderne.
Begge mål blev sat ind i første halvleg. Og begge blev sat ind på fornem måde. Først var det formstærke Kaká, der var på pletten med et præcist, fladt langskud. Brasilianeren scorede to gange i Manchester og var altså skarp igen i returmødet. Kaká slog til efter 11 minutter.
Milans næste mål stod en anden formstærk spiller for, nemlig hollænderen Seedorf. Med tacklende modstandere under og omkring sig holdt Seedorf balancen og flugtede overlegent bolden ind bag sin landsmand Edwin van der Sar i Uniteds mål.
Efter pausen bølgede spillet frem og tilbage. Manchester United pressede på for at få reduceret og udlignet, men det lykkedes ikke. I stedet blev det 3-0 til hjemmeholdet, da den indskiftede angriber Gilardino slap alene igennem de bagerste engelske rækker og sikkert udplacerede van der Sar.
Nu får Milan muligheden for revanche mod Liverpool. For to år siden tabte Milan til Liverpool efter at have ført med 3-0 ved pause. Et nederlag der har svedet i den traditionsrige norditalienske klub lige siden.
***
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home