Bendtner: Fifty-fifty chance mod Barcelona
Nicklas Bendtner ser frem til seværdige kampe mod FC Barcelona. Arsenal-angriberen mener, at hans klub har lige så stor chance som Barcelona for at gå videre.
Han roser modstanderne i høje toner. Men Arsenals Nicklas Bendtner tror så meget på sit eget hold, at han forventer to lige opgør mod FC Barcelona i kvartfinalerne af Champions League.
- Det bliver svært, for de har nok Europas bedste hold lige nu. Men vi har også et fantastisk hold, så jeg mener, at vi har lige så stor chance for at gå videre som dem, siger Nicklas Bendtner til Ritzau.
FC Barcelona spillede sig i denne uge videre med en knusende sikker 4-0-sejr over Stuttgart hjemme på Camp Nou og en samlet 5-1-gevinst.
Arsenal var i sidste uge lige så overbevisende, da holdet hjemme ordnede FC Porto med 5-0 og gik videre med samlet 6-2.
Den danske landsholdsangriber, som med et hattrick mod Porto var stærkt medvirkende til at sende Arsenal i kvartfinalen, ser rent fodboldfagligt frem til to spændende opgør mellem to meget offensivt indstillede mandskaber.
- Det bliver to ualmindeligt seværdige kampe. Jeg glæder mig, det bliver god fodbold, siger Nicklas Bendtner.
Vinderen af opgørene mellem Arsenal og FC Barcelona skal i semifinalerne møde enten italienske Inter eller CSKA Moskva fra Rusland.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home