Ståle: Grønkjær er nøglen
Landsholdsspilleren Jesper Grønkjær er nøglespilleren, hvis FC København skal have et brugbart resultat med hjem fra den første af to kvalifikationskampe til Champions League mod portugisiske Benfica.
Det slog træner Ståle Solbakken fast, da holdet mandag aften trænede på kampbanen Estadio da Luz i Lissabon.
- Jesper Grønkjær er vores farligste spiller i de her udekampe. Det ved vi, det ved han, og det ved Benfica med garanti også. Derfor hviler der selvfølgelig også et stort pres på Jesper, sagde Solbakken.
Nordmanden lagde dermed op til, at FC København endnu engang vil benytte 'udebane-taktikken' i Europa, hvor netop Grønkjær ligger som flagrende andenangriber i en 4-4-1-1 opstilling med træfsikre Marcus Allbäck helt fremme.
Det betyder samtidig, at Morten Nordstrand, der scorede to gange i lørdagens kamp mod Esbjerg, må ud på bænken, mens der bliver hård kamp om pladserne på midtbanen mellem fem spillere: Atiba Hutchinson, Rasmus Würtz, Hjalte Nørregaard, Michael Silberbauer og tjekken Libor Sionko.
Umiddelbart ligger det til, at Ståle Solbakken holder fast i de 11, der for en uge siden klarede skærerne i Jerusalem, hvilket sender Sionko ud på bænken.
- Men det er et positivt problem, og i forhold til, da vi tabte til Benfica hernede sidste år, har vi en bredere trup og en bedre bænk, lyder det fra norske Solbakken.
FC København mødte Benfica i gruppespillet i sidste sæsons Champions League. De to hold spillede 0-0 i Parken, mens Benfica 21. november vandt sikkert med 3-1 i Lissabon.
Kampen tirsdag aften på Estadio da Luz spilles klokken 21.15 dansk tid og kan følges direkte på P3.
***
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home