CLFODBOLD.DK

En blog om UEFA Champions League redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

29.8.07

Arsenal klar til CL

Efter at Liverpool tirsdag sendte Toulouse ud af Champions League-gruppespillet, var det onsdag Arsenals tur til at kvalificere sig.

Efter at have vundet den første kamp 2-0 i Prag mod Sparta, havde englænderne heller ikke i returkampen de store problemer med at vinde. Det blev til 3-0 på Emirates Stadium.

Først satte den tidligere Sparta Prag-spiller Thomas Rosicky foden på et fladt indlæg hvormed han let sendte sit engelske hold i front.

Og med blot otte minutter tilbage slog Francesc Fabregas til, da han scorede kampens sidste mål til 2-0. Kort før tid dukkede den brasiliansk-fødte kroat Eduardo op og lukkede festen til 3-0.

Dermed kommer den engelske deltagelse i turneringen op på fire hold - de samme fire som sidste sæson: Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal.

***

Werder Bremen klar til CL

Tyske Werder Bremen er klar til gruppespillet i Champions League.

Det blev en kendsgerning onsdag aften efter en underholdende affære på udebane mod Dinamo Zagreb. Den kamp vandt Werder Bremen 3-2, og da første opgør var endt 1-0 i Tyskland, var sagen klar for danskerklubben.

Diego bragte Werder foran på straffespark efter minutter, men Vokujevic fik udlignet bare otte minutter senere. Boubacar Sanogo gjorde det herefter til 2-1 til tyskerne, da han var sidste mand bag et kontraløb, hvor Diego havde ført bolden frem.

Ajax sendt ud - igen
Kort efter kom kroaterne dog tilbage igen, da de fik kampens andet straffespark, som Modric satte ind, selvom Tim Wiese nær havde reddet.

Efter 70 minutters spil scorede Diego sit andet mål - igen på straffespark, og det kunne Dinamo Zagreb ikke svare igen på.

Ajax Amsterdam måtte for andet år i træk erkende, at det var lige ved og næsten. Sidste år satte FC København en kæp i hjulet, i år var det tjekkiske Slavia Prag. Efter at have tabt den første kamp 1-0 blev det også til nederlag i returkampen, hvor Slavia vandt 2-1.

***

FCK = ineffektivitet

FC København spillede ligesom i Lissabon en god kamp, som de kunne have vundet, da Benfica gæstede København til returopgøret i 3. runde af Champions League-kvalifikationen. Når det endte med et nederlag på 0-1, kunne københavnerne kun bebrejde sig selv. FCK skabte i begge halvlege et væld af store chancer og kunne med nogen ret føle sig snydt for et straffespark til Marcus Allbäck.

Men når københavnerne ikke fik straffesparket, kunne de i stedet med udnyttelsen af blot én af deres store chancer have skabt det pres og den tænding, som kunne have rystet de boldfaste portugisere, der generelt var en tand skarpere i mange aktioner, end de var i det første opgør.

FC København lagde fra kampens start et solidt tryk på Benficas mål og kom i kampens åbning til mislykkede afslutninger fra Silberbauer og Nordstrand, inden hovedstødsforsøg fra Michael Gravgaard i det 6. minut og Michael Silberbauer i det 11. minut begge blev reddet på målstregen.

Hård skæbne
Ud af ingenting slog Benfica til i det 17. minut. Et frispark midt på FCK’s banehalvdel fandt et par portugisiske hoveder, inden bolden helt inde under målmand Jesper Christiansen blev banket op i nettaget af grækeren Katsouranis.

FCK mistede derefter lidt af troen på det, og Benfica var i den efterfølgende periode tæt på at profitere maksimalt, da de kom til et par store chancer – bl.a. et skud fra Rui Costa, som Jesper Christiansen vippede uden om stolpen.

Da FCK fik greb om begivenhederne igen, var skæbnen hård. Først blev Marcus Allbäck snydt for et straffespark, da han i et forsøg på at få kontrol over bolden alene med Benficas målmand blev væltet bagfra. Lidt senere sparkede Niclas Jensen et frispark på stolpen, og da Atiba Hutchinson endnu et øjeblik senere rettede et frispark af lige foran målmand Quim, ramte det den fikserede portugiser på låret.

Savnet af Linderoth
1. halvleg blev lukket med den største afbrænder blandt FCK’s store chancer, da Marcus Allbäck på et indlæg kom til helt frit hovedstød tre meter fra mål. Han satte bolden forbi en prisgivet målmand – og forbi mål.

2. halvleg formede sig i lange perioder som den første, blot med den lille forskel, at FCK var endnu mere dominerende og skabte lidt færre - men stadig store - chancer. Det mod et Benfica-hold, som var tilfreds med at stå dybt og slå en kontra i ny og næ.

I modsætning til Champions League-kampene i sidste sæson skabte FCK offensivt langt mere, men savnet af en aggressiv indpisker som Tobias Linderoth på den centrale midtbane var faktisk for første gang iøjefaldende.

***

FCK v Benfica (0-1)

FC København kommer ikke til at spille med i Champions League i denne sæson. Benfica vandt onsdagens returopgør i kvalifikationen 1-0 i Parken og går videre med 3-1 samlet.

FCK spillede ellers noget af det bedste og mest offensive fodbold, som holdet har spillet på den europæiske scene i store dele af onsdagens kamp. To forsøg der blev reddet på stregen, et skud på stolpen, flere kæmpe chancer og et straffespark, der ikke blev dømt var resultatet af de første 45 minutter. Gæsterne udnyttede til gengæld den eneste score chance i 1. halvleg og scorede sejrsmålet efter 16 minutter.

FC København er nu med i UEFA Cup'en, hvor holdet i første omgang skal spille to kampe i første runde. En samlet sejr her vil give adgang til gruppespillet i turneringen.

Læs hele reportagen på DR Sporten her.

***

FCK v Benfica ***LIVE BLOG***

28.8.07

FCK v Benfica, direkte [TV2, fra 20:35]

Drømmen lever, de danske mestre er "kun" en 1-0-sejr fra Champions League og guldrandet succes. Den afgørende kvalifikationskamp tegner spændende efter 1-2 i det første opgør. FCK tror på sejr over det portugisiske storhold, men det kræver en fysisk pragtpræstation med stærkt forsvarsspil, hurtige kombinationer og skarphed i feltet, og "rammer de dagen", kan også giganten Benfica besejres. Det er FCK's forgyldte chance for både sportslig og økonomisk succes, hvis Allbäck, Würtz, Gravgaard og co. kan spille sig blandt de 32 bedste i Europa.

Kommentatorer: Flemming Toft og Michael Schäfer.

***

Liverpool klar til Champions League

Daniel Agger får fornøjelsen af at spille Champions League igen i år. Sidste års vicemestre besejrede Johan Elmanders Toulouse både ude og hjemme.

Liverpool vandt det første opgør i Frankrig 1-0, og hjemme på Anfield Road var der aldrig tvivl om sejren, som endte med at blive på 4-0.

Liverpool lagde et godt pres på gæsterne lige fra første fløjt, hvor både hollandske Dirk Kuyt og Peter Crouch havde nærgående forsøg.

Og efter 19 minutter kom det første mål så via et samarbejde mellem de to angribere. Kuyt sendte et indlæg fra højre side ind til bagerste stolpe, og her fik Crouch lige akkurat fik sin lange tå på.

Trods stor dominans måtte de 43.118 tilskuere nøjes med den ene scoring før pausen.

Læs hele reportagen på DR Sporten her.

***

27.8.07

Hollandsk dommer til FCK-Benfica

FC Københavns kamp onsdag mod Benfica i Champions League-kvalifikationen får en kontroversiel dommer.

Det er nemlig hollandske Eric Braamhaar, der skal passe fløjten, og han kom i sidste sæson ud i et stormvejr, da tv-billeder viste, hvordan han jublede på banen, da danske Kenneth Perez scorede for Ajax i kampen mod Eindhoven.

Efterfølgende undskylde Braamhaar sig med, at han bare udtrykte sin tilfredshed med en kendelse, han havde lavet umiddelbart inden Perez' scoring.

I sidste sæsons Champions League var det Braamhaar, der tillod Ryan Giggs at score på frispark mod Lille, mens franskmændene var ved at stille muren op.

Noget, der fik Lille-spillerne til at true med at forlade kampen, og klubben protesterede efterfølgende uden held til UEFA over scoringen.

***

Allback klar til Benfica returkampen

Et af FC Københavns vigtigste våben i kampen for at nå til Champions League melder sig fit for fight. Den svenske angriber Marcus Allbäck var ikke med i topkampen lørdag mod OB på grund af en lyskeskade, men skaden er ikke værre, end at han mandag trænede med for fuld kraft.

- Lysken er ok. Jeg kan stadig mærke skaden en lille smule, men jeg er klar til Benfica-kampen på onsdag, sagde Marcus Allbäck, da han mandag, to dage før den afgørende Champions League-kvalifikationskamp mod Benfica, havde gennemført formiddagstræningen med sine holdkammerater.

Og den svenske angriber går direkte ind i startopstillingen. Det efterlod FCK-træner Ståle Solbakken ingen tvivl om, da han filosoferede lidt over de forskellige muligheder, han har med henblik på startopstillingen.

- Vi spiller med Marcus i front, og så har jeg flere kombinationsmuligheder. Jeg kan spille med Atiba Hutchinson som hængende angriber, jeg kan vælge at spille med Morten Nordstrand, så jeg har to boksspillere, og så er der også Ailton Almeida, som vi ikke helt ved, hvor vi har, sagde Ståle Solbakken.

Til træningen startede han med at spille med Atiba Hutchinson bag Marcus Allbäck. Sådan en opstilling giver plads til tjekken Libor Sionko på midtbanen. I den resterende del af træningen spillede Morten Nordstrand i front, og i det system blev Hutchinson rykket tilbage på midtbanen, hvor der så ikke blev plads til Sionko.

***

Benfica siger farvel til Cleber Anderson

FCK slipper for den brasilianske forsvarsspiller Cleber Anderson, når de skal møde Benfica i returopgøret i Champions League-kvalifikationen.

Portugiserne solgte torsdag Anderson til de franske mestre fra Lyon, der ikke har oplyst købssummen. Anderson kan således ikke være med til at spænde ben for FC København, når de den 29. august i Parken skal forsøge at kvalificere sig til Champions League på trods af et 1-2 nederlag i de to klubbers første møde.

Dengang var Anderson dog faldet i unåde i Lissabon-klubben og var ikke med i truppen.

***

22.8.07

Stort overskud i Parken

Champions League-bold, Justin Timberlake, Bruce Springsteen og Robbie Williams har været med til at lokke over en million mennesker i Parken i det seneste år. Og det er noget der kan mærkes hos selskabet bag FC København.

PARKEN Sport & Entertainment præsenterede i dag et resultat for det seneste år, der viste et overskud på 115,5 millioner kroner før skat.

- Det er et meget tilfredsstillende regnskab, hvor det store trækdyr i fremgangen naturligvis er FC Københavns deltagelse i det lukrative gruppespil i UEFA Champions League og generobringen af det danske mesterskab, men hvor alle forretningsområder lever op til forventningerne og flere overgår dem, siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

***

20.8.07

Benfica fyrer manager Fernando Santos op til returkampen mod FCK!

FC Københavns modstander i kvalifikationen til Champions League, portugisiske Benfica, har fyret træner Fernando Santos.

Fyringen kommer efter, at Benfica i weekenden indledte den hjemlige liga med at spille 1-1 mod Leixoes, der er oprykker til Portugals bedste række.

Benfica begrunder fyringen med skuffende resultater på det seneste, hvor holdet blandt andet måtte nøjes med en 2-1 sejr på hjemmebane over FCK.

I følge portugisiske medier, så kan afløseren meget vel blive den tidligere spanske landstræner Jose Antonio Camacho.

Camacho har tidligere stået i spidsen for Benfica og hjemførte i 2004 sølvmedaljer med klubben.

Foreløbig er trænerassistenten Fernando Chalan dog ophøjet til cheftræner.

***

15.8.07

Resultaterne fra tredje kvalifikationsrunde, Dag 1



Liverpool, Arsenal og Rosenborg vinder ude. Ajax taber hjemme! Celtic og Rangers ligger godt til, men hvad med returopgørert i skandalekampen mellem Lazio og Dynamo Bukarest? Det bliver krig!

***

Daniel Jensen matchvinder for Werder Bremen

Med en bragende flot langskudsscoring til 2-1 fem minutter før tid sørgede Daniel Jensen for, at Werder Bremen trak sig sejrrigt ud af det første opgør i kvalifikationen til CL-gruppespillet mod Dinamo Zagreb.

Daniel Jensen startede på bænken, men blev skiftet ind efter pausen i stedet for landsmanden Leon Andreasen.

Læs hele reportagen på dr.dk her.

***

Norske Rosenborg stort set klar til CL gruppespil

De norske mestre fra Rosenborg er tæt på deltagelse i Champions League-gruppespillet efter at holdet onsdag besejrede finske Tampara med 3-0 på udebane.

Rosenborg kom foran 1-0 efter 20 minutters spil ved holdets finne Miika Koppinen og minuttet senere gjorde Yssouf Kone det til 2-0.

Samme Kone scorede otte minutter før tid til slutresultatet 3-0.

Celtic, der endnu engang ikke havde Thomas Gravesen i truppen, fik også et godt udgangspunkt inden returkampen, da skotterne klarede 1-1 på udebane mod Spartak Moskva.

***

UEFA kigger paa skandalekamp

Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, vil undersøge tirsdagens skandalekamp mellem italienske Lazio og Dinamo Bukarest fra Rumænien nærmere.

Champions League-kvalifikationskampen i Rom, som endte 1-1, blev skæmmet af racistiske tilråb fra Lazio-fans og vold på lægterne, hvor fem rumænere kom til skade efter knivstik.

I værste fald risikerer Lazio udelukkelse fra den europæiske turnering, da klubben tidligere er blevet straffet for vold og racisme på tribunerne, og desuden har UEFA op til sæsonen proklameret, at de vil slå hårdt ned på racisme.

***

Toulouse v Liverpool (0-1)

Der var lagt op til et møde mellem de to tidligere holdkammerater fra Brøndby, Daniel Agger og Johan Elmander, da Toulouse tog imod Liverpool i Champions League-kvalifikationen onsdag eftermiddag.

Men konfrontationen udeblev, før Agger startede i lighed med holdkammeraterne Dirk Kuyt og Fernando Torres på bænken, mens finnen Sami Hyypiä passede danskerens tjans i det centrale Liverpool-forsvar. Det gjorde han så godt, at Agger aldrig kom på banen.

Det gik nu også endda for Liverpool, der vandt 1-0 på et flot langskud af ukraineren Andrej Voronin, der skiftede fra tyske Leverkusen i sommerpausen.

***

Olsen: FCK har godt udgangspunkt

Selvom det danske mesterhold FC København i returopgøret mod Benfica den 29. august må undvære holdets største stjerne, Jesper Grønkjær, så mener den danske landstræner, Morten Olsen, at FCK-holdet har en udmærket chance for at vende 1-2-nederlaget til samlet sejr og komme med i Champions League.

- Resultatet indgyder til, at der er chancer, og jeg tror, den er 50/50. At FCK mangler Jesper Grønkjær er selvfølgelig et stort minus, men så har de til gengæld andre spillere at slå på samt 40.000 tilskuere til at bakke op. Fordelen for Benfica er naturligvis, at de om to uger har trænet mere og spillet nogle vigtige kampe i ligaen, men FCK har bestemt chancer, lyder det fra Morten Olsen.

***

Kommentar: Godkendt, FCK

Jeg vil fortsat betegne Benfica som svag favorit, fordi holdet har den individuelle klasse, der gør, at de kan blive svære at holde fra scoring. Men FCK er i mine øjne rykket et skridt frem, skriver B.T.'s sportschef, Peter Brüchmann, i sin blog.

Læs hele Peter Brüchmanns blog-indlæg ved at klikke her.

***

Rui Costa: FCK var gode

Benficas dobbelte målscorer, Rui Costa, betegnede efter kampen FCK som et stærkt hold.

- Det var slet ingen dårlig kamp. Vi mødte et stærkt hold, som fysisk var foran os, sagde Rui Costa ifølge uefa.com.

- Vi må forsvare denne føring ved at angribe fra start i returkampen, mente den portugisiske veteran.

- Det var en god kamp for mig, fordi jeg scorede to mål, og jeg var glad for de ting, jeg lavede i den kamp. Da jeg scorede det første mål, mindede det mig om sidste år mod Austria Wien, selvom jeg bad til Gud om, at jeg ikke skulle blive skadet igen, som jo var det, der skete sidste år, sagde Rui Costa.

- Rui Costa var meget vigtig for os i aften, sagde Benficas træner, Fernando Santos.

- Han mister aldrig sin kølighed, for han ved præcis, hvad der kræves af ham i hvert eneste øjeblik i kampen,

***

14.8.07

Benfica manager er tilfreds

Folk på lægterne på Estadio Da Luz i Lissabon havde muligvis forventet sig mere af Benfica, da FC København var på besøg tirsdag aften.

2-1-sejren over FC København i den første Champions League-kvalifikationskamp mellem de to klubber kom hjem efter en sen scoring af Rui Costa, men Benfica-træner, Fernando Santos, var tilfreds med spillernes indsats i en kamp, hvor Benfica aldrig for alvor rystede københavnerne.

- Vi begyndte kampen godt, og fik spillet bolden godt rundt. Det var en kamp, hvor vi skulle have succes, og det fik vi. Det fik stor betydning for kampen, at Luisao blev skadet. Der var en periode, hvor vi havde svært ved at finde de rette løsninger, og hvor vi var dårligt organiseret. Jeg sagde til spillerne i pausen, at kampen ikke slutter i dag, og at det var vigtigt, at vi bevarede overblikket. Vi fik en sejr, og nu må vi forberede os til returkampen, udtaler Fernando Santos til avisen A Bolo.

***

Kommentar: Op med hovedet

Ekstra Bladets fodboldredaktør Allan Pedersen tror fortsat på FCK's muligheder i Champions League.

Når der fejles, og når koncentrationen svigter bare et splitsekund, koster det dyrt på den store europæiske fodboldscene.

FCK’erne er stadig forholdsvis nye i det selskab – og betaler derfor også stadig lærepenge.

Derfor glippede drømmeresultatet på Estadio da Luz – Lysets Stadion – i Lissabon.

Læs hele kommentaren på eb.dk her.

***

Benfica v FCK (2-1) [VIDEO HIGHLIGHTS]

Toft: Hutchinson kan redde FCK

"Atiba Hutchinson kan blive manden, der sender FC København i Champions League for andet år i træk".

TV 2's fodboldkommentator Flemming Toft er ved mikrofonen, når de danske mestre onsdag den 29. august spiller det vigtige returopgør mod Benfica i Parken.

"Der er ingen tvivl om, at det vil væ­re et tab at skulle undvære Jesper Grønkjær, men Hutchinson har vist en stærkt stigende formkurve og han kan blive udslagsgivende på københavnernes midtbane", vurderer Flemming Toft.

***

Dagens kvalifikationskampe




***

Valencia v Elsborg (3-0)

Solbakken skuffet over resultatet

Tirsdag morgen ville Ståle Solbakken gerne have solgt udekampen mod Benfica for 1-2, men efter opgøret var han skuffet over ikke at have fået mindst uafgjort.

Set i lyset af spil og chancer var FC Københavns træner Ståle Solbakken ikke tilfreds med at tabe 1-2 til Benfica i Champions League-kvalifikationskampen tirsdag aften.

- Inden kampen havde vi nok været tilfredse med det her resultat, men lige nu er jeg skuffet. Lad os nu se, når vi skal spille returkamp. 1-0 i Parken og så er vi jo videre, lød det fra nordmanden, da han efterfølgende gjorde status.

Selv om midtbanegeneralen Rui Costa stod for begge hjemmeholdets mål, fortrød Solbakken ikke, at han ikke havde bedt sine spillere gå tættere på den boldsikre portugiser.

- Rui Costa kan man ikke holde nede i en hel kamp, men det var nu heller ikke, fordi han besværede os med sine afleveringer. Han virkede ofte alt for smart til sine holdkammerater, lod trænerens vurdering af matchvinderen.

***

Jesper Christiansen: Jeg saa bolden for sent

Jesper Christiansen ville gerne have haft fat i Benficas første scoring, men han undskyldte sig med, at han så bolden meget sent.

Benficas første mål i 2-1-sejren over FCK kom efter et skud, som målmand Jesper Christiansen normalt tager. Men denne gang gik Rui Costas langskud under armene på landsholdsmålmanden.

- Jeg ville godt have haft fat i den første. Men jeg så bolden meget sent, fordi Brede Hangeland stod i skudvinklen, og så dykkede bolden i sidste øjeblik. Jeg følte, at jeg var tæt på, men man må også tage hatten af for Rui Costas evner, sagde Jesper Christiansen efter Champions League-kvalifikationskampen i Lissabon.

- Det er voldsomt irriterende, at vi taber kampen, for i store perioder var vi ovenpå, vurderede målmanden.

***

Jesper ikke med i returkampen

Jesper Grønkjær må kigge på, når FC København spiller returopgør i Champions League mod Benfica, fordi han har karantæne

Jesper Grønkjær var klart en af sit holds bedste, da han og FC København tirsdag aften til fulde matchede portugisiske Benfica. Derfor er det også ekstra ærgerligt for københavnerne, at angriberen ikke kan være med om fjorten dage, når der er returopgør.

Grønkjær indkasserede nemlig en advarsel undervejs for at stemple en modstander, og det betyder, at han har karantæne i FCK's næste kamp i turneringen.

Træner Ståle Solbakken er dog ikke så bekymret ved udsigten til at skulle undvære den gennembrudsstærke spiller, som man kunne forvente.

- Vi kender alle Jespers kapacitet, så selvfølgelig er vi svækket, men sidste år slog vi Manchester United og Ajax uden ham. Fra nu af er han helt ude af mit hoved, når jeg tænker på returopgøret, lød det fra nordmanden efter kampen.

***

Wurtz tror paa sejr i Parken

FC Københavns midtbanespiller Rasmus Würtz har ikke opgivet håbet om at gå videre til Champions League-gruppespillet efter 1-2-nederlaget til Benfica.

Skuffelsen var til at få øje på hos Rasmus Würtz, da han kort efter slutfløjtet i Champions League-kvalifikationsopgøret mellem FC København og Benfica skulle gøre status over kampen. Få minutter før slutfløjtet havde hjemmeholdets Rui Costa med sit mål til 1-2 nemlig gjort sit til at sætte skår i glæden hos københavnerne, der ellers gjorde en god figur.

- 1-1 havde været et rigtigt godt resultat. 1-2 er knap så godt, men det er stadigvæk ikke umuligt, sagde midtbanespilleren til tv 3+.

Han påtog sig egenhændigt skylden for portugisernes første mål.

- Jeg dummede mig med en tværaflevering. Det må selvfølgelig ikke ske, men holdet kom flot igen, og så er det bare ærgerligt, at de scorede til sidst, sagde Würtz på tv.

***

Fornuftigt udgangspunkt for FCK

FC København tabte i Champions League-kvalifikationsopgøret i Lissabon mod Benfica med 1-2, men har gode muligheder for at klare sig videre.

Ambitionen om Champions League, stjernemodstandere og millionindtægter lever fortsat for FC København. Tirsdag aften tabte holdet godt nok med 1-2 i kvalifikationsopgøret mod Benfica i Lissabon, men håbet er lysegrønt.

Aftenens helt for hjemmeholdet blev Rui Costa, der først bankede portugiserne foran 1-0 på et langskudsmål efter en lille halv times spil. Atiba Hutchinson fik dog udlignet for gæsterne inden pausen, og selv om FCK havde fint styr på kampen i anden halvleg, var det alligevel Costa, der med sit andet vellykkede langhug satte punktum for kampen.

FC København har dog stadig alle muligheder for at kvalificere sig til Champions League for anden år i træk. Det kræver eksempelvis "bare" en sejr på 1-0 i returopgøret, og det virker slet ikke som en umulig opgave oven på indsatsen i Lissabon.

***

Lazio v Dynamo Bukarest (1-1)


Glasgow Rangers v Røde Stjerne (1-0)


Benfica v FCK (2-1)


FC København så ud til at skulle rejse hjem fra det første møde med Benfica med uafgjort, men fire minutter før tid sørgede Rui Costa med sin anden scoring for 2-1 til portugiserne.

Det så ellers længe ud til, at FCK'erne skulle rejse hjem med gode kort på hånden før returopgøret. Men to langskud fra Rui Costa betyder, at FC København er tvunget til at score, når det danske mesterhold om to uger tager imod Benfica i returopgøret om en plads i gruppespillet i Champions League.

Læs hele reportagen på dr.dk her.

Fodboldfans stukket ned i Rom

To rumænske fodboldfans blev tirsdag aften stukket ned før kvalifikationskampen til Champions League mellem Lazio og Dynamo Bukarest.

To fans af Dynamo Bukarest blev tirsdag aften stukket ned før Champions League-kvalifikationskampen mod Lazio i Rom.

Ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA blev den ene stukket i ryggen, mens den anden blev stukket i benet.

En tredje rumæner fik skader i hovedet under sammenstødet med Lazio-fansene.

***

Dagens kvalifikationskampe


Lazio v Dinamo Bucuresti
Rangers v Crvena Zvezda
Benfica v FC København
Valencia v Elfsborg

13.8.07

Ailton klar til at skyde ornen ned


Efter en svær start i FCK med fysiske skavanker og manglende scoringer er det en Aílton Almeida med udstråling og overskud, der håber på at afgøre kampen mod Benfica.

Det er næsten sit andet hjemland, Portugal, som FC Københavns brasilianske angriber Aílton Almeida i disse dage besøger, og hvor han sammen med resten af holdet skal forsøge at nedlægge mægtige Benfica i 3. runde af Champions League-kvalifikationen.

Det kom da også til mere eller mindre kaotiske scener a la David Beckham, da den portugiske presse i lufthavnen fik øje på den eneste spiller hos FCK, der taler deres sprog. De spurgte om alt mellem himmel ord jord og FCK, fortæller Almeida før aftenens træning på Estádio da Luz.

Læs hele artiklen på eb.dk her.

***

Haard kamp på FCK's midtbane

Michael Silberbauer ser ud til at skulle spille for FCK i tirsdagens kamp mod Benfica, men han bliver hårdt presset af Libor Sionko.

Michael Silberbauer spillede et flot forår hos FC København, og der burde derfor ikke være tvivl om hans plads på højre midtbane i københavnerklubbens kamp tirsdag aften mod Benfica. Men tjekkiske Libor Sionko er kommet til, og med en god præstation i lørdags mod Esbjerg anbefalede han sig til startopstillingen på Estadio da Luz.

- Der er godt, der er kommet en spiller, der kan holde os andre skarpe. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at tage kampen op, og vi får brug for alle mand, fordi vi skal spille så mange kampe. Så på den måde er jeg ikke nervøs, men kampe som den her mod Benfica vil alle gerne spille, siger Michael Silberbauer.

***

Ståle: Grønkjær er nøglen

Landsholdsspilleren Jesper Grønkjær er nøglespilleren, hvis FC København skal have et brugbart resultat med hjem fra den første af to kvalifikationskampe til Champions League mod portugisiske Benfica.

Det slog træner Ståle Solbakken fast, da holdet mandag aften trænede på kampbanen Estadio da Luz i Lissabon.

- Jesper Grønkjær er vores farligste spiller i de her udekampe. Det ved vi, det ved han, og det ved Benfica med garanti også. Derfor hviler der selvfølgelig også et stort pres på Jesper, sagde Solbakken.

Nordmanden lagde dermed op til, at FC København endnu engang vil benytte 'udebane-taktikken' i Europa, hvor netop Grønkjær ligger som flagrende andenangriber i en 4-4-1-1 opstilling med træfsikre Marcus Allbäck helt fremme.

Det betyder samtidig, at Morten Nordstrand, der scorede to gange i lørdagens kamp mod Esbjerg, må ud på bænken, mens der bliver hård kamp om pladserne på midtbanen mellem fem spillere: Atiba Hutchinson, Rasmus Würtz, Hjalte Nørregaard, Michael Silberbauer og tjekken Libor Sionko.

Umiddelbart ligger det til, at Ståle Solbakken holder fast i de 11, der for en uge siden klarede skærerne i Jerusalem, hvilket sender Sionko ud på bænken.

- Men det er et positivt problem, og i forhold til, da vi tabte til Benfica hernede sidste år, har vi en bredere trup og en bedre bænk, lyder det fra norske Solbakken.

FC København mødte Benfica i gruppespillet i sidste sæsons Champions League. De to hold spillede 0-0 i Parken, mens Benfica 21. november vandt sikkert med 3-1 i Lissabon.

Kampen tirsdag aften på Estadio da Luz spilles klokken 21.15 dansk tid og kan følges direkte på P3.

***

Nicklas Bendtner foran CL-debut

På grund af skader har Arsenals Nicklas Bendtner en god chance for spilletid i onsdagens kvalifikationskamp til Champions League mod Sparta Prag.

Efter sit fine indhop i anden halvleg i weekendens 2-1-sejr over Fulham i Premier League kan Arsenals danske angriber Nicklas Bendtner nu også se frem til at få spilletid i verdens største klubturnering, Champions League.

To af konkurrenterne til angrebspladserne, Togos Emmanuel Adebayor og kroaten Eduardo da Silva, bliver næppe klar til onsdagens Champions League-kvalifikationskamp ude mod Sparta Prag. Adebayor døjer med en skade i lysken, mens da Silva har problemer med knæet.
- Der er en lille chance for Eduardo, måske en 50/50-chance. Men Adebayor spiller ikke onsdag, siger Arsenals manager Arsene Wenger til klubbens hjemmeside.

De to spillere gik også glip af Fulham-kampen, hvor Arsenal kun stillede op med hollandske Robin Van Persie i angrebet. Bendtner blev skiftet ind efter 72 minutter, hvor Arsenal var bagud 0-1, og havde et par gode aktioner.

***

FCK paa vej mod Europas tinder

FC København kan i aften tage et afgørende skridt mod Champions League, hvis man får et godt resultat mod Benfica i Portugal. I dette interview gør formand Flemming Østergaard rede for klubbens ambitioner og løfter sløret for FCKs nye jagtmarkeder for fodboldspillere.

Læs hele interviewet på berlingske.dk her.

***

7.8.07

Billetinformation: FCK – SL Benfica

Efter tirsdag aftens samlede sejr og dermed kvalifikation til tredje kvalifikationsrunde til UEFA Champions League, står portugisiske SL Benfica som næste modstander for F.C. København. Første kamp bliver spillet på Estadio da Luz i Lissabon tirsdag den 14. august klokken 20.15 lokal tid (21.15 dansk tid).

Returkampen spilles i PARKEN onsdag den 29. august klokken 20.45, og følgende er gældende for kampen på Danmarks nationalstadion:

Billetprisen i forsalg bliver 225,- + gebyr for voksne og 115,- + gebyr for børn under 18 år og pensionister. Billetter til Nedre C og Stemningstribunen (Nedre B2-B4) sælges udelukkende fra Super Shoppen PARKEN og koster 225,- + gebyr, mens alle øvrige afsnits sælges fra www.billetlugen.dk.

Salget starter torsdag den 8. august klokken 14.00.

***

FCK overlevede helvedet

De danske mestre fra FC København sled sig tirsdag videre til tredje kvalifikationsrunde i Champions League efter 1-1 i returopgøret mod Beitar Jerusalem.

FC København er klar til to kampe mod portugisiske Benfica om at komme med i Champions League-gruppespillet. Det er facit efter tirsdagens 1-1-resultat i returopgøret mod Beitar Jerusalem i Champions League-kvalifikationens anden runde.

Sæsonens måske vigtigste kamp for det danske mesterhold mod de israelske mestre blev som ventet en nervepirrende og intenst dyst på Teddy Stadium med kælenavnet "Helvedet", hvor FCK først efter den forlængede spilletid kunne finde det store og lettede smil frem, da Marcus Allbäck i det 97. minut udlignede til slutresultatet 1-1. Dermed vandt danskerne samlet med 2-1 efter en 1-0-sejr i første opgør i Parken.

Allerede på tirsdag i næste uge tager FCK til Lissabon for at spille den første kamp mod Benfica. Den samlede vinder af det opgør er videre til turneringens gruppespil, taberen ryger i UEFA Cup.

***

FCK er klar til Benfica!


FC København er klar til tredje kvalifikationsrunde til Champions League og dermed de to møder med Benfica om en billet til gruppespillet i turneringen.

FCK spillede uafgjort 1-1 i tirsdagens returkamp på udebane mod Beitar Jerusalem og efter 1-0 i den første kamp, går FCK videre med 2-1 sammenlagt og skal allerede i næste uge møde Benfica første gang.

34-årige Marcus Allbäck blev matchvinder, da han endnu engang scorede et af de vigtige mål for FCK, der nærmest er blevet hans varemærke i den danske mesterklub.

Syv minutter inde i overtiden af aftenens kamp i Jerusalem dukkede Allbäck op ved bagerste stolpe og satte sikkert en bold i nettet, som den kroatiske målmand Tvrtko Kale ikke havde fået clearet.

Læs hele reportagen på DR Sporten her.

***

6.8.07

Beitar Jerusalem v FCK, direkte [Kanal 5, fra 19:30]


Kvalifikation til Champions League, returkamp.

Efter den beskedne 1-0-sejr i Parken venter der FC København en meget svær opgave på Beitar Jerusalems hjemmebane med det noget misvisende navn "Teddy Stadium". Teddy Stadium er bestemt ikke noget "nuttet" sted, men derimod en sand heksekedel, hvor der oftest hersker en meget ond stemning blandt Beitars fanatiske tilhængere. Det bliver en meget afgørende kamp for de danske mestre, da en samlet sejr ikke alene sikrer videre avancement i Champions League-kvalifikationen, men også garanterer en plads i UEFA Cuppen. Vært: Peter Piil.

Kommentatorer: Nicolai Bo Hjeds og Morten Bruun.

***

3.8.07

Don O: Vi har en fordel mod Benfica

Flemming Østergaard alias Don Ø ser frem til muligheden for en revanche mod portugisiske Benfica efter sidste års møde i Champions League, hvor FCK trak det korteste strå over to kampe.

Don'en forventer til storkampen 40.000 mennesker i Parken til returkampen efter en forhåbentligt veloverstået første kamp i Portugal.

"Vi kender jo dem fra sidste år. Vi havde jo egentlig fortjent at vinde mod Benfica i Parken sidste år (0-0) og returkampen nede i Portugal (3-1) har vores cheftræner analyseret i bund, så jeg er optimist," siger Flemming Østergaard til borsen.dk.

"Denne gang møder vi Benfica på udebane først, og det er jo en fordel. Men vi koncentrerer os altså i første omgang om at slå Jerusalem forinden. Den kamp i Israel på tirsdag bliver i en hekse-kedel, men hvad så. Det skal nok gå," siger Østergaard til borsen.dk.

***

FCK kan faa revanche mod Benfica

Hvis FC København overvinder Beitar Jerusalem, skal det danske mesterhold møde portugisiske Benfica i den afgørende kvalrunde til Champions League.

Det stod klart, da der fredag blev trukket lod til kvalifikationens tredje runde i schweiziske Nyon.

Dermed undgik FC København hold som Liverpool, Arsenal, Sevilla, Valencia og Lazio.

FC København mødte sidste år Benfica i Champions League's gruppespil og spillede 0-0 hjemme og tabte 1-3 ude.

FCK vandt den første kamp hjemme over Beitar Jerusalem med 1-0 og spiller returkamp i Israel på tirsdag.

Hvis københavnerne vinder samlet, skal de til Lissabon den 14. eller 15. august, mens der er returopgør i Parken to uger senere.

Lodtrækningen til 3. kvalifikationsrunde:

Benfica, Portugal-FC København, Danmark/Beitar Jerusalem, Israel

Hafnarfjördur, Island/FC BATE Borisov, Hviderusland-Zaglebie Lubin, Polen-Steaua Bukarest, Rumænien

Tampere United, Finland/Levski Sofia, Bulgarien-FK Astana, Kasakhstan/Rosenborg, Norge

Spartak Moskva, Rusland-Celtic, Skotland

Werder Bremen, Tyskland-NK Domzale, Slovenien/Dinamo Zagreb, Kroatien

FK Ventspils, Letland/Salzburg, Østrig-FC Pyunik, Armenien/Shakhtar Donetsk, Ukraine

Ajax, Holland-MSK Zilina, Slovakiet/Slavia Praha, Tjekkiet

Valencia, Spanien-Debrecen, Ungarn/Elfsborg, Sverige

Genk, Belgien/FK Sarajevo, Bosnien-Dynamo Kiev, Ukraine

Fenerbache, Tyrkiet-Anderlecht, Belgien

Glasgow Rangers, Skotland/FK Zeta, Serbien-Crvena Zvezda, Serbien/FC Levadia Tallinn, Estland

Toulouse, Frankrig-Liverpool, England

Lazio, Italien-Dinamo Bukarest, Rumænien

Sparta Prag, Tjekkiet-Arsenal, England

FC Zürich, Schweiz-Besiktas, Tyrkiet/FC Sheriff, Moldavien

Sevilla, Spanien-AEK Athen, Grækenland

Første kamp spilles 14./15. august med returkamp den 28./29 august.

***